Sunnmørsk

Dei sunnmørske målføri er målføre i det gamle futedømet Sunnmøre på Nordvestlandet.

Målmerke

Serdrag i sunnmørsmåli er:

• [d] millom sjølvljod: saud [²sæ̞ɵːd]

  Sumstad òg [ð]: skaðe [²skʰɐ̞ːðɪ̞]

• (i den synste lùten) Burtfall av [-ɲ] i endingar – t.d. [¹hɛstɪ] frå [¹hɛstiɲ]
• J-fengd n og l i ljodlett stoda – soleis armannje [²ɐ̞rˠm.ɐ̞ɲə], dagjinnj [¹dɐ̞ːʝiɲ], gammallj’e [²ɡɐ̞mːɐ̞ʎə]

Namnord

Hannkyn

	eintal		mangtal
	ubundi form	bundi form	ubundi form	bundi form
nemnefall	hest	hest´innj hestì (sud)	hesta	hestannje
sidefall		hesta		hestå

Hokyn

	eintal		mangtal
	ubundi form	bundi form	ubundi form	bundi form
nemnefall	bygd	bygd´a	bygde	bygdinnje
sidefall		bygd´innje		bygdå

Inkjekyn

	eintal		mangtal
	ubundi form	bundi form	ubundi form	bundi form
nemnefall	tak	ta´kje	tak (tòk)	ta´kja
sidefall		takja		takå (tòkå)

Kongjens Føssilsdag

Den eldste kjelda til sunnmørsmål er truleg songen Kongjens Føssilsdag frå 1773:

Denne i nogle Norges Egne almindelig bekiendte Sang, inde-
holder en Samtale mellem en Fieldbonde og en Havbonde, som
mødtes just paa Kongens Fødselsdag. Den er først skreven af E.
storm, og som det synes i det Nordhordlehnske Bøigdesprog, som
kun i faa Ord og nogle Endestavelser er forskiellig fra det Sønd
mørske, den her gives udi:

Fb.	No kom e ta Fjella, dær rouk Snioin likso Have,
	Knapt va dæ paa Skiaa e hade sloppe fram.
Hb	No kom e ta Siønaa, dæin rouk likso einn Sniøkave,
	Knapt va dæ mæ Baata e raaka hade Land!
a2.	Ja Gud signe Møte, aa væl va dæ mid fansts,
	Mid i Dag vil drikke aa snu os i einn Danss,
	E veit vær du kiænne Primstavin.
Fb.	E skout tvo Par Riupe, try Par Orra aa einn Hare,
	So paa Vilt mid inkje trjøtas ska i Dag
Hb.	Kokefisk e drog mæ Qvejtebain so ret va rare.
	Brøsme, Tosk aa Laange giv e til vort Lag.
a2.	Mæin kor tæk mid Drikkjen, Jula æ no oull,
	Kagga vor aa Bolla æ baa tur aa koull?
	Mid finne væl Raad fyr dæ eindaa.
Fb.	E hæv trur dæ Folkje bært skul glæ's paa Føssels dagin
	Aat han Fredrik kan Kongjin vor han Fa'r,
	Mæin e blei forbina, log so e fek ilt i Majin,
	Daa upmæ ei Fure e blej ei Huldra var
	Ho va fielg aa pynta ritso ho va Brur.
	Ho slo paa sit Laangspel luri luri lur,
	Aa hundride, Huldra dej dansa.
Hb.	Qva va dæ ho saang?
Fb.	Høyr no paa einn Gaang:
	Lya, lya Boin,
	Mykje mykje Koin,
	Ska i Aar i Norgje trivas!!
	Dæ spaar e paa Folkjevennins Føssils-Dag,
	Han ska glæ sit Rikje bringe alt i Lag,
	Aa fyr Boineboin, ret bli til Behag!
Hb.	Du skul seet ei Havfru ho va væl so fielg so andre,
	Ho mæ Taang aa Siøskiæl flætta hade Haar,
	Ho forbau i Dag e inkje længir motte vandre,
	Mæin Koos drag' til Lans å drikkje me ein Taar.
Fb	Aa minn Granne, syng du, me dein Havfru Saang,
	Hav aa Fiell ska baadi lya paa eingaang
	At Havfrunaa rettelæg spaadde.
Hb.	Arve-Ætta maa,
	Dær gro Mossa paa!
	Kongjens Arve-Ræt,
	Staa til Væra dæt!
	Einvolds Kongjen liva! liva!
	Gud gi Fisk ta Hava, Høy aa Koin ta Land.
	Sylv aa Jarn ta Fiellaa; Skoga paa vor Strand,
	Aa gi Bejsta trivas, ja trivas qvar einn Mainn!

Sjå òg

• Søndmørsk Grammatik
• Nordvestlendsk