Søndmørsk Grammatik (1851) - Endringshistorikk

Eiliv: /* Indledning. */

2022-06-12T14:07:44Z

Indledning.

← Eldre versjon		Versjonen frå 12. juni 2022 kl. 14:07
Line 40:		Line 40:
	== Indledning. ==		== Indledning. ==

	1. <span style="font-size: 2em; line-height: 0.875em; font-weight: 400; padding-right: 1px;">S</span>aavel i Talen som i Skriften gives der adskillelige Skikke eller Regler, som ere bestemte ved gammel Brug og Vedtægt, idet de ligesom er Arvegods gaae fra det ene Led i Slægten til det andet. I Skriftsproget ere disse Regler almindelige og fælles for Indebyggerne i et heelt Land; i Talesproget ere de derimod mere forskjellige; da man i den ene Deel af Landet kan have mange former og Vendinger, som ikke bruges i en anden Egn. En saadan Sprogform, som kun bruges i Dagligtalen i et vist Landskab, kaldes med et almindeligt Navn en '''Dialekt,''' der altsaa betyder det samme som Maalgreen eller Bygdemaal. I de Lande, hvor Folkets eget Sprog er hævet ved Skrifter, ere Bygdemaalene sædvanlig kun et Slags Afarter av Skriftsproget, saaledes at dette selv er Landets rigtige og fuldkomneste Sprogform. Her hos os er imidlertid Forholdet anderledes, da vort eget gamle Skriftsprog gik ganske af Brug i den Tid, da vort Land var forenet med Danmark, og vi siden den Tid kun have skrevet paa dansk. Vore Bygdemaal ere saaledes at ~~snsee~~ som Forgreninger af det gamle Norske og ikke vort nyværende Skriftsprog.		1. <span style="font-size: 2em; line-height: 0.875em; font-weight: 400; padding-right: 1px;">S</span>aavel i Talen som i Skriften gives der adskillelige Skikke eller Regler, som ere bestemte ved gammel Brug og Vedtægt, idet de ligesom er Arvegods gaae fra det ene Led i Slægten til det andet. I Skriftsproget ere disse Regler almindelige og fælles for Indebyggerne i et heelt Land; i Talesproget ere de derimod mere forskjellige; da man i den ene Deel af Landet kan have mange former og Vendinger, som ikke bruges i en anden Egn. En saadan Sprogform, som kun bruges i Dagligtalen i et vist Landskab, kaldes med et almindeligt Navn en '''Dialekt,''' der altsaa betyder det samme som Maalgreen eller Bygdemaal. I de Lande, hvor Folkets eget Sprog er hævet ved Skrifter, ere Bygdemaalene sædvanlig kun et Slags Afarter av Skriftsproget, saaledes at dette selv er Landets rigtige og fuldkomneste Sprogform. Her hos os er imidlertid Forholdet anderledes, da vort eget gamle Skriftsprog gik ganske af Brug i den Tid, da vort Land var forenet med Danmark, og vi siden den Tid kun have skrevet paa dansk. Vore Bygdemaal ere saaledes at ansee som Forgreninger af det gamle Norske og ikke vort nyværende Skriftsprog.

	2. De Regler, hvorefter et Sprog retter sig med Hensyn til Ordenes Former, kaldes med et almindeligt Navn '''Grammatik,''' som i vort Sprog kunde hedde Ordlære eller Maallære. Ved dette som ved flere lignende Navne betegnes der imidlertid to Ting, eller rettere sagt, een Ting i to forskjellige Skikkelser. Det første er en naturlig Kunst, som man lærer ved Efterligning usen at gjøre sig syndelig Tanke derom; det andet er en Lærdom eller Videnskab, hvorved den naurlige Kunst beskrives eller forklares. I den ene Henseende kunne vi alle Grammatik, da nemlig de eenfoldigste saavelsom de klogeste vel vide at følge de vedtagne Regler for Sproget i deres Fødeegn; ja det er endog Tilfældet at de eenfoldigste Folk tale sit Landsmaal rettest og renest for fremmede Former. I den anden Henseende er det derimod kun de mere oplyste Folk, som lære Grammatik, da der nemlig udkræves nogen Underviisning og Øvelse til at kjende Sprgets Regler i en vis sammenhængende Orden. For dem, som have Tid og Lyst dertiø, er denne Øvelse aldeles ikke unyttig; thi Sproget er i sig selv en saa mærkelig Ting, at det vel fortjener en nærmere Betragtning, saa meget mere som dette ikke er en særegen Gave for nogle Mennesker alene, men derimot en almindelig og fælles Skat saavel for de ringeste som for de anseeligste Folk. Jo flere og vanskeligere Sprogets Regler ere, desmere mærkværdigt er det, at alle, endog i Barndommen, kunne lære saa stor en Kunst, hvilket da ogsaa er er herligt Vidnesbyrd om, hvor store de Evner ere, som ere fælles for Menneskene i alle Stænder og i alle Slægter.		2. De Regler, hvorefter et Sprog retter sig med Hensyn til Ordenes Former, kaldes med et almindeligt Navn '''Grammatik,''' som i vort Sprog kunde hedde Ordlære eller Maallære. Ved dette som ved flere lignende Navne betegnes der imidlertid to Ting, eller rettere sagt, een Ting i to forskjellige Skikkelser. Det første er en naturlig Kunst, som man lærer ved Efterligning usen at gjøre sig syndelig Tanke derom; det andet er en Lærdom eller Videnskab, hvorved den naurlige Kunst beskrives eller forklares. I den ene Henseende kunne vi alle Grammatik, da nemlig de eenfoldigste saavelsom de klogeste vel vide at følge de vedtagne Regler for Sproget i deres Fødeegn; ja det er endog Tilfældet at de eenfoldigste Folk tale sit Landsmaal rettest og renest for fremmede Former. I den anden Henseende er det derimod kun de mere oplyste Folk, som lære Grammatik, da der nemlig udkræves nogen Underviisning og Øvelse til at kjende Sprgets Regler i en vis sammenhængende Orden. For dem, som have Tid og Lyst dertiø, er denne Øvelse aldeles ikke unyttig; thi Sproget er i sig selv en saa mærkelig Ting, at det vel fortjener en nærmere Betragtning, saa meget mere som dette ikke er en særegen Gave for nogle Mennesker alene, men derimot en almindelig og fælles Skat saavel for de ringeste som for de anseeligste Folk. Jo flere og vanskeligere Sprogets Regler ere, desmere mærkværdigt er det, at alle, endog i Barndommen, kunne lære saa stor en Kunst, hvilket da ogsaa er er herligt Vidnesbyrd om, hvor store de Evner ere, som ere fælles for Menneskene i alle Stænder og i alle Slægter.

Eiliv: /* Indledning. */

2022-06-12T14:06:48Z

Indledning.

← Eldre versjon		Versjonen frå 12. juni 2022 kl. 14:06
Line 40:		Line 40:
	== Indledning. ==		== Indledning. ==

	1. <span style="font-size: 2em; line-height: 0.875em; font-weight: 400; padding-right: 1px;">S</span>aavel i Talen som i Skriften gives der adskillelige Skikke eller Regler, som ere bestemte ved gammel Brug og Vedtægt, idet de ligesom er ~~Avegodt~~ gaae fra det ene Led i Slægten til det andet. I Skriftsproget ere disse Regler almindelige og fælles for Indebyggerne i et heelt Land; i Talesproget ere de derimod mere forskjellige; da man i den ene Deel af Landet kan have mange former og Vendinger, som ikke bruges i en anden Egn. En saadan Sprogform, som kun bruges i Dagligtalen i et vist Landskab, kaldes med et almindeligt Navn en '''Dialekt,''' der altsaa betyder det samme som Maalgreen eller Bygdemaal. I de Lande, hvor Folkets eget Sprog er hævet ved Skrifter, ere Bygdemaalene sædvanlig kun et Slags Afarter av Skriftsproget, saaledes at dette selv er Landets rigtige og fuldkomneste Sprogform. Her hos os er imidlertid Forholdet anderledes, da vort eget gamle Skriftsprog gik ganske af Brug i den Tid, da vort Land var forenet med Danmark, og vi siden den Tid kun have skrevet paa dansk. Vore Bygdemaal ere saaledes at snsee som Forgreninger af det gamle Norske og ikke vort nyværende Skriftsprog.		1. <span style="font-size: 2em; line-height: 0.875em; font-weight: 400; padding-right: 1px;">S</span>aavel i Talen som i Skriften gives der adskillelige Skikke eller Regler, som ere bestemte ved gammel Brug og Vedtægt, idet de ligesom er Arvegods gaae fra det ene Led i Slægten til det andet. I Skriftsproget ere disse Regler almindelige og fælles for Indebyggerne i et heelt Land; i Talesproget ere de derimod mere forskjellige; da man i den ene Deel af Landet kan have mange former og Vendinger, som ikke bruges i en anden Egn. En saadan Sprogform, som kun bruges i Dagligtalen i et vist Landskab, kaldes med et almindeligt Navn en '''Dialekt,''' der altsaa betyder det samme som Maalgreen eller Bygdemaal. I de Lande, hvor Folkets eget Sprog er hævet ved Skrifter, ere Bygdemaalene sædvanlig kun et Slags Afarter av Skriftsproget, saaledes at dette selv er Landets rigtige og fuldkomneste Sprogform. Her hos os er imidlertid Forholdet anderledes, da vort eget gamle Skriftsprog gik ganske af Brug i den Tid, da vort Land var forenet med Danmark, og vi siden den Tid kun have skrevet paa dansk. Vore Bygdemaal ere saaledes at snsee som Forgreninger af det gamle Norske og ikke vort nyværende Skriftsprog.

	2. De Regler, hvorefter et Sprog retter sig med Hensyn til Ordenes Former, kaldes med et almindeligt Navn '''Grammatik,''' som i vort Sprog kunde hedde Ordlære eller Maallære. Ved dette som ved flere lignende Navne betegnes der imidlertid to Ting, eller rettere sagt, een Ting i to forskjellige Skikkelser. Det første er en naturlig Kunst, som man lærer ved Efterligning usen at gjøre sig syndelig Tanke derom; det andet er en Lærdom eller Videnskab, hvorved den naurlige Kunst beskrives eller forklares. I den ene Henseende kunne vi alle Grammatik, da nemlig de eenfoldigste saavelsom de klogeste vel vide at følge de vedtagne Regler for Sproget i deres Fødeegn; ja det er endog Tilfældet at de eenfoldigste Folk tale sit Landsmaal rettest og renest for fremmede Former. I den anden Henseende er det derimod kun de mere oplyste Folk, som lære Grammatik, da der nemlig udkræves nogen Underviisning og Øvelse til at kjende Sprgets Regler i en vis sammenhængende Orden. For dem, som have Tid og Lyst dertiø, er denne Øvelse aldeles ikke unyttig; thi Sproget er i sig selv en saa mærkelig Ting, at det vel fortjener en nærmere Betragtning, saa meget mere som dette ikke er en særegen Gave for nogle Mennesker alene, men derimot en almindelig og fælles Skat saavel for de ringeste som for de anseeligste Folk. Jo flere og vanskeligere Sprogets Regler ere, desmere mærkværdigt er det, at alle, endog i Barndommen, kunne lære saa stor en Kunst, hvilket da ogsaa er er herligt Vidnesbyrd om, hvor store de Evner ere, som ere fælles for Menneskene i alle Stænder og i alle Slægter.		2. De Regler, hvorefter et Sprog retter sig med Hensyn til Ordenes Former, kaldes med et almindeligt Navn '''Grammatik,''' som i vort Sprog kunde hedde Ordlære eller Maallære. Ved dette som ved flere lignende Navne betegnes der imidlertid to Ting, eller rettere sagt, een Ting i to forskjellige Skikkelser. Det første er en naturlig Kunst, som man lærer ved Efterligning usen at gjøre sig syndelig Tanke derom; det andet er en Lærdom eller Videnskab, hvorved den naurlige Kunst beskrives eller forklares. I den ene Henseende kunne vi alle Grammatik, da nemlig de eenfoldigste saavelsom de klogeste vel vide at følge de vedtagne Regler for Sproget i deres Fødeegn; ja det er endog Tilfældet at de eenfoldigste Folk tale sit Landsmaal rettest og renest for fremmede Former. I den anden Henseende er det derimod kun de mere oplyste Folk, som lære Grammatik, da der nemlig udkræves nogen Underviisning og Øvelse til at kjende Sprgets Regler i en vis sammenhængende Orden. For dem, som have Tid og Lyst dertiø, er denne Øvelse aldeles ikke unyttig; thi Sproget er i sig selv en saa mærkelig Ting, at det vel fortjener en nærmere Betragtning, saa meget mere som dette ikke er en særegen Gave for nogle Mennesker alene, men derimot en almindelig og fælles Skat saavel for de ringeste som for de anseeligste Folk. Jo flere og vanskeligere Sprogets Regler ere, desmere mærkværdigt er det, at alle, endog i Barndommen, kunne lære saa stor en Kunst, hvilket da ogsaa er er herligt Vidnesbyrd om, hvor store de Evner ere, som ere fælles for Menneskene i alle Stænder og i alle Slægter.

Eiliv på 29. mai 2022 kl. 22:38

2022-05-29T22:38:16Z

← Eldre versjon		Versjonen frå 29. mai 2022 kl. 22:38
Line 1:		Line 1:
	{{DISPLAYTITLE:''~~{{PAGENAME}}~~''}}		{{DISPLAYTITLE:''Søndmørsk Grammatik'' (1851)}}
	{{innlesi-bok}}		{{innlesi-bok}}

Eiliv: Eiliv flytte sida Søndmørsk Grammatik til Søndmørsk Grammatik (1851)

2022-05-29T22:37:52Z

Eiliv flytte sida Søndmørsk Grammatik til Søndmørsk Grammatik (1851)

← Eldre versjon	Versjonen frå 29. mai 2022 kl. 22:37
(Ingen skilnad)

Eiliv på 31. mars 2022 kl. 15:09

2022-03-31T15:09:33Z

← Eldre versjon		Versjonen frå 31. mars 2022 kl. 15:09
Line 1:		Line 1:
			{{DISPLAYTITLE:''{{PAGENAME}}''}}
	{{innlesi-bok}}		{{innlesi-bok}}

Eiliv på 31. mars 2022 kl. 13:35

2022-03-31T13:35:48Z

← Eldre versjon		Versjonen frå 31. mars 2022 kl. 13:35
Line 124:		Line 124:

	20. De Tilfælde, hvori en Vokal gaaer over til en anden, ere her de samme som i adskillige andre Bygdemaal, og kunne saaledes behandles i Korthed. De mest forekommende ere følgende:		20. De Tilfælde, hvori en Vokal gaaer over til en anden, ere her de samme som i adskillige andre Bygdemaal, og kunne saaledes behandles i Korthed. De mest forekommende ere følgende:
	~~<table>~~		{\|
	~~<tr>~~		\|- style="vertical-align:top;"
	~~<td>~~aa~~</td>~~		\| style="text-align: center;" \| aa \|\| for a, forved ng og nk, som: Faang, maange, Taankje, istedetfor Fang, mange, Tankje. Denne Overgang er særegen for Bergens Stift og kan her ansees som ''gjennemgaaende'' (d. e. gjældende for alle Ord af den samme Form), da Undtagelser kun findes Ved fremmede Ord, som Bank, Rang, Mangel.</td>
	~~<td>~~for a, forved ng og nk, som: Faang, maange, Taankje, istedetfor Fang, mange, Tankje. Denne Overgang er særegen for Bergens Stift og kan her ansees som ''gjennemgaaende'' (d. e. gjældende for alle Ord af den samme Form), da Undtagelser kun findes Ved fremmede Ord, som Bank, Rang, Mangel.</td>		\|- style="vertical-align:top;"
	~~</tr>~~		\| style="text-align: center;" \| jø \|\| for jo og ju, som: Fjøs, Ljød, bjøde (for Fjos, Ljod, bjoda); fjøke, drjøpe (for fjuka, drjupa); altid med aabent ø. Denne Forandring findes ogsaa i flere af de nordlige Egne, og er ikke gjennemgaaende, da mange Ord have den gamle Form (jo, ju), som Skjol, Skjor, Tjon, Hjul, mjuk’e, o. fl.</td>
	~~<tr>~~		\|- style="vertical-align:top;"
	~~<td>~~jø~~</td>~~		\| style="text-align: center;" \| y \|\| for u (aabent), som: Tyft, Lykt, Ryst, Synd, Brynn, istedetfor Tuft, Lukt (ↄ: Luft), Rust, Sund, Brunn. Denne Overgang er meget hyppig, men ikke gjennemgaaende.</td>
	~~<td>~~for jo og ju, som: Fjøs, Ljød, bjøde (for Fjos, Ljod, bjoda); fjøke, drjøpe (for fjuka, drjupa); altid med aabent ø. Denne Forandring findes ogsaa i flere af de nordlige Egne, og er ikke gjennemgaaende, da mange Ord have den gamle Form (jo, ju), som Skjol, Skjor, Tjon, Hjul, mjuk’e, o. fl.</td>		\|}
	~~</tr>~~
	~~<tr>~~
	~~<td>~~y~~</td>~~
	~~<td>~~for u (aabent), som: Tyft, Lykt, Ryst, Synd, Brynn, istedetfor Tuft, Lukt (ↄ: Luft), Rust, Sund, Brunn. Denne Overgang er meget hyppig, men ikke gjennemgaaende.</td>
	~~</tr>~~
	~~</table>~~

	21. Af mindre Betydning ere følgende Overgange:		21. Af mindre Betydning ere følgende Overgange:
	~~<table>~~		{\|
	~~<tr>~~		\| style="text-align: center;" \| aa \|\| for o: Flaa, Aare, klaare; for Flo (Lag), Ore (Træ), klora.
	~~<td>~~aa~~</td>~~		\|-
	~~<td>~~for o: Flaa, Aare, klaare; for Flo (Lag), Ore (Træ), klora.~~</td>~~		\| style="text-align: center;" \| o \|\| (aabent) for a, især i Imperfekter (§ 6) som: lok for lak (af leke), rok, sokk, kvorv, voks.
	~~</tr>~~		\|-
	~~<tr>~~		\| style="text-align: center;" \| y \|\| for i (aabent), især foran l, som: Byl, Gyl, Skyl, Tyle, Ylja, for Bil (ↄ: Stund), Gil (Fjeldkløft), Stil, Tile, Iljar.
	~~<td>~~o~~</td>~~		\|-
	~~<td>~~(aabent) for a, især i Imperfekter (§ 6) som: lok for lak (af leke), rok, sokk, kvorv, voks.~~</td>~~		\| style="text-align: center;" \| æ \|\| for a: dær, Svæd, kræm’e, istedetfor dar, Svad, kram’er. Kun i faa Ord.
	~~</tr>~~		\|-
	~~<tr>~~		\| style="text-align: center;" \| ø \|\| for au: Brød, Nød, Løk, for Braud, Naud, Lauk. Kun i faa Ord.
	~~<td>~~y~~</td>~~		\|-
	~~<td>~~for i (aabent), især foran l, som: Byl, Gyl, Skyl, Tyle, Ylja, for Bil (ↄ: Stund), Gil (Fjeldkløft), Stil, Tile, Iljar.~~</td>~~		\| style="text-align: center;" \| ø \|\| for e (aabent): Røv, Nøve, Ømne, Løfse, Kjølve, — for Rev (en Ræv), Neve, Emne, Lefsa, Kjelve (Kjevle).
	~~</tr>~~		\|}
	~~<tr>~~
	~~<td>~~æ~~</td>~~
	~~<td>~~for a: dær, Svæd, kræm’e, istedetfor dar, Svad, kram’er. Kun i faa Ord.~~</td>~~
	~~</tr>~~
	~~<tr>~~
	~~<td>~~ø~~</td>~~
	~~<td>~~for au: Brød, Nød, Løk, for Braud, Naud, Lauk. Kun i faa Ord.~~</td>~~
	~~</tr>~~
	~~<tr>~~
	~~<td>~~ø~~</td>~~
	~~<td>~~for e (aabent): Røv, Nøve, Ømne, Løfse, Kjølve, — for Rev (en Ræv), Neve, Emne, Lefsa, Kjelve (Kjevle).~~</td>~~
	~~</tr>~~
	~~</table>~~

	22. I nogle Bygdemaal i den nordlige Deel af Landet findes en særegen Tilbøielighed til at omdanne Vokalerne i Tostavelsesordene, saaledes at den ene Vokal under visse Forholde bliver lig den anden. Dette Tilfælde er her saa godt som Ubekjendt i de usammensatte Ord, da man kun kan opvise et Par Exempler paa en saadan Ligedannelse, nemlig: mada for medan (ↄ: medens), nada for nidan (ↄ: nedenfra). I sammensatte Ord findes dog enkelte saadanne Tilfælde; saaledes: Kvissinn for Kvitsunn (ↄ: Pintse), Borosk (aab. o) for Borddisk (ↄ: Brikke), børføtt’e for berføtt’er, og nogle faa andre. Ligesaa finder man ogsaa et Slags Ligedannelse i endeel fremmede Ord, saasom: resenere (ræsonere), menesere (menagere), spekelere o. fl., hvor nemlig de to første Stavelser have eens Lyd, som i de anførte Tilfælde er et aabent i (eller e som Endevokal).		22. I nogle Bygdemaal i den nordlige Deel af Landet findes en særegen Tilbøielighed til at omdanne Vokalerne i Tostavelsesordene, saaledes at den ene Vokal under visse Forholde bliver lig den anden. Dette Tilfælde er her saa godt som Ubekjendt i de usammensatte Ord, da man kun kan opvise et Par Exempler paa en saadan Ligedannelse, nemlig: mada for medan (ↄ: medens), nada for nidan (ↄ: nedenfra). I sammensatte Ord findes dog enkelte saadanne Tilfælde; saaledes: Kvissinn for Kvitsunn (ↄ: Pintse), Borosk (aab. o) for Borddisk (ↄ: Brikke), børføtt’e for berføtt’er, og nogle faa andre. Ligesaa finder man ogsaa et Slags Ligedannelse i endeel fremmede Ord, saasom: resenere (ræsonere), menesere (menagere), spekelere o. fl., hvor nemlig de to første Stavelser have eens Lyd, som i de anførte Tilfælde er et aabent i (eller e som Endevokal).

Eiliv på 31. mars 2022 kl. 13:25

2022-03-31T13:25:16Z

← Eldre versjon		Versjonen frå 31. mars 2022 kl. 13:25
Line 29:		Line 29:
	</center>		</center>

	~~----~~		== Fortale. ==

	~~Under~~ et midlertidigt Ophold i denne Egn, har jeg hørt mange yttre stor Lyst til at blive bekjendte med de Bøger, som ere skrevne om det norske Folkesprog, idet de tillige have beklaget at denne Nysgjerrighed ikke kunde tilfredsstilles anderledes end ved et flygtigt Gjennemsyn, da nemlig disse Bøger baade ere for kostbare til at blive udbredte i et fattigt Landdistrikt, og tillige indeholde for meget for dem, som have liden Tid og Leilighed til at sysle med saadanne Ting. Jeg har derfor fattet den Tanke at skrive en ganske liden Bog om Sproget i denne Egn, hvilket naturligviis nu maatte falde mig let, da nemlig det Stof, som hertil behøvedes, allerede var samlet og ordnet ved Forberedelsen til et foregaaende større Skrift. Bogen skulde saaledes indeholde en kort Oversigt ag Dialektens Regler med nogle korte Forklarienger over de almindelige Begreper i Grammatikken; og imidlertid skulde denne Oversigt være saavidt fuldstændig, at den ogsaa kunde være til nogen hjælp for Fremmede, som kunde ønske at benytte den i videnskabligt Øiemed. Begge disse hensyn ere vistnok vanskelige at forene, og det vilde være bedre at skrive enten blot for Kyndige eller blot for Ukyndige; i første Tilfælde skulde de almindelige Forklaringer udelades, og Dialektens Egenheder behandles i Korthed og det Almindelige med Udførligehed. Imidlertid syntes det dog raadeligst at tage Hensyn til begge Parter, saavidt det i en saa liden Bog lod sig gjøre. Jeg troer ogsaa, at der i Beskrivelsen af en Dialekt bør tages fortrinligt Hensyn til dem, som selv bruge Dialekten, da maaskee mangen en videlysten Yngling derved kan faae Lyst til at lære Grammatik, idet han tillige faaer er Begreb om Grammatikkens almindelige Indretning, hvilket siden vil være ham til Hjælp ved Brugen af Skriftsproget og bidrage til en klarere Opfatning af Sprogforholdene. - Med Hensyn til de grammatikalske Benævnelser har jeg tilladt mig at bruge nogle nye Ord, (saasom Overled, Overform, Sideform o.fl.), hvor nemlig de forhen forsøgte Navne forekom mig at være enten for dunkle eller for haarde og ildeklingende, hvilket sidste især burde undgaaes ved de Navne, som saa idelig skulle gjentages. Med Hensyn til Eremplerne maa jeg bede Læreren, at han ikke støder sig over, at jeg her er anført meget, som kunde synes at være altfor ubetydeligt og ikke værdt at skrive. Dette er nu engang en Nødvendighed i saadanne Bøger, især i de Tilfælde, hvor man kun har et eller nogle faa Ord at nævne; thi da maa disse Ord anføres, om endog den Ting, som de betregne, er nok saa ubetydelig. Det kommer her ikke an paa Ordets Betydning, men kun paa dets Form og Bøining.
			<span style="font-size: 2em; line-height: 0.875em; font-weight: 400; padding-right: 1px;">U</span>nder et midlertidigt Ophold i denne Egn, har jeg hørt mange yttre stor Lyst til at blive bekjendte med de Bøger, som ere skrevne om det norske Folkesprog, idet de tillige have beklaget at denne Nysgjerrighed ikke kunde tilfredsstilles anderledes end ved et flygtigt Gjennemsyn, da nemlig disse Bøger baade ere for kostbare til at blive udbredte i et fattigt Landdistrikt, og tillige indeholde for meget for dem, som have liden Tid og Leilighed til at sysle med saadanne Ting. Jeg har derfor fattet den Tanke at skrive en ganske liden Bog om Sproget i denne Egn, hvilket naturligviis nu maatte falde mig let, da nemlig det Stof, som hertil behøvedes, allerede var samlet og ordnet ved Forberedelsen til et foregaaende større Skrift. Bogen skulde saaledes indeholde en kort Oversigt ag Dialektens Regler med nogle korte Forklarienger over de almindelige Begreper i Grammatikken; og imidlertid skulde denne Oversigt være saavidt fuldstændig, at den ogsaa kunde være til nogen hjælp for Fremmede, som kunde ønske at benytte den i videnskabligt Øiemed. Begge disse hensyn ere vistnok vanskelige at forene, og det vilde være bedre at skrive enten blot for Kyndige eller blot for Ukyndige; i første Tilfælde skulde de almindelige Forklaringer udelades, og Dialektens Egenheder behandles i Korthed og det Almindelige med Udførligehed. Imidlertid syntes det dog raadeligst at tage Hensyn til begge Parter, saavidt det i en saa liden Bog lod sig gjøre. Jeg troer ogsaa, at der i Beskrivelsen af en Dialekt bør tages fortrinligt Hensyn til dem, som selv bruge Dialekten, da maaskee mangen en videlysten Yngling derved kan faae Lyst til at lære Grammatik, idet han tillige faaer er Begreb om Grammatikkens almindelige Indretning, hvilket siden vil være ham til Hjælp ved Brugen af Skriftsproget og bidrage til en klarere Opfatning af Sprogforholdene. - Med Hensyn til de grammatikalske Benævnelser har jeg tilladt mig at bruge nogle nye Ord, (saasom Overled, Overform, Sideform o.fl.), hvor nemlig de forhen forsøgte Navne forekom mig at være enten for dunkle eller for haarde og ildeklingende, hvilket sidste især burde undgaaes ved de Navne, som saa idelig skulle gjentages. Med Hensyn til Eremplerne maa jeg bede Læreren, at han ikke støder sig over, at jeg her er anført meget, som kunde synes at være altfor ubetydeligt og ikke værdt at skrive. Dette er nu engang en Nødvendighed i saadanne Bøger, især i de Tilfælde, hvor man kun har et eller nogle faa Ord at nævne; thi da maa disse Ord anføres, om endog den Ting, som de betregne, er nok saa ubetydelig. Det kommer her ikke an paa Ordets Betydning, men kun paa dets Form og Bøining.
	Dette maa da være nok sagt om et Skrift, som Forfatteren hverken har havt nogen Umage for, eller sætter nogen synderlig Priis paa. Kunde en og anden videlysten Mand finde nogen fornøielse deri eller lære noged deraf, da er Hensigten med dets Udgivelse opnaaet.		Dette maa da være nok sagt om et Skrift, som Forfatteren hverken har havt nogen Umage for, eller sætter nogen synderlig Priis paa. Kunde en og anden videlysten Mand finde nogen fornøielse deri eller lære noged deraf, da er Hensigten med dets Udgivelse opnaaet.

			__TOC__

	== Indledning. ==		== Indledning. ==

	1. <span ~~class~~="~~fyrstestav~~">~~Saavel~~ i Talen som i Skriften gives der adskillelige Skikke eller Regler, som ere bestemte ved gammel Brug og Vedtægt, idet de ligesom er Avegodt gaae fra det ene Led i Slægten til det andet. I Skriftsproget ere disse Regler almindelige og fælles for Indebyggerne i et heelt Land; i Talesproget ere de derimod mere forskjellige; da man i den ene Deel af Landet kan have mange former og Vendinger, som ikke bruges i en anden Egn. En saadan Sprogform, som kun bruges i Dagligtalen i et vist Landskab, kaldes med et almindeligt Navn en '''Dialekt,''' der altsaa betyder det samme som Maalgreen eller Bygdemaal. I de Lande, hvor Folkets eget Sprog er hævet ved Skrifter, ere Bygdemaalene sædvanlig kun et Slags Afarter av Skriftsproget, saaledes at dette selv er Landets rigtige og fuldkomneste Sprogform. Her hos os er imidlertid Forholdet anderledes, da vort eget gamle Skriftsprog gik ganske af Brug i den Tid, da vort Land var forenet med Danmark, og vi siden den Tid kun have skrevet paa dansk. Vore Bygdemaal ere saaledes at snsee som Forgreninger af det gamle Norske og ikke vort nyværende Skriftsprog.		1. <span style="font-size: 2em; line-height: 0.875em; font-weight: 400; padding-right: 1px;">S</span>aavel i Talen som i Skriften gives der adskillelige Skikke eller Regler, som ere bestemte ved gammel Brug og Vedtægt, idet de ligesom er Avegodt gaae fra det ene Led i Slægten til det andet. I Skriftsproget ere disse Regler almindelige og fælles for Indebyggerne i et heelt Land; i Talesproget ere de derimod mere forskjellige; da man i den ene Deel af Landet kan have mange former og Vendinger, som ikke bruges i en anden Egn. En saadan Sprogform, som kun bruges i Dagligtalen i et vist Landskab, kaldes med et almindeligt Navn en '''Dialekt,''' der altsaa betyder det samme som Maalgreen eller Bygdemaal. I de Lande, hvor Folkets eget Sprog er hævet ved Skrifter, ere Bygdemaalene sædvanlig kun et Slags Afarter av Skriftsproget, saaledes at dette selv er Landets rigtige og fuldkomneste Sprogform. Her hos os er imidlertid Forholdet anderledes, da vort eget gamle Skriftsprog gik ganske af Brug i den Tid, da vort Land var forenet med Danmark, og vi siden den Tid kun have skrevet paa dansk. Vore Bygdemaal ere saaledes at snsee som Forgreninger af det gamle Norske og ikke vort nyværende Skriftsprog.

	2. De Regler, hvorefter et Sprog retter sig med Hensyn til Ordenes Former, kaldes med et almindeligt Navn '''Grammatik,''' som i vort Sprog kunde hedde Ordlære eller Maallære. Ved dette som ved flere lignende Navne betegnes der imidlertid to Ting, eller rettere sagt, een Ting i to forskjellige Skikkelser. Det første er en naturlig Kunst, som man lærer ved Efterligning usen at gjøre sig syndelig Tanke derom; det andet er en Lærdom eller Videnskab, hvorved den naurlige Kunst beskrives eller forklares. I den ene Henseende kunne vi alle Grammatik, da nemlig de eenfoldigste saavelsom de klogeste vel vide at følge de vedtagne Regler for Sproget i deres Fødeegn; ja det er endog Tilfældet at de eenfoldigste Folk tale sit Landsmaal rettest og renest for fremmede Former. I den anden Henseende er det derimod kun de mere oplyste Folk, som lære Grammatik, da der nemlig udkræves nogen Underviisning og Øvelse til at kjende Sprgets Regler i en vis sammenhængende Orden. For dem, som have Tid og Lyst dertiø, er denne Øvelse aldeles ikke unyttig; thi Sproget er i sig selv en saa mærkelig Ting, at det vel fortjener en nærmere Betragtning, saa meget mere som dette ikke er en særegen Gave for nogle Mennesker alene, men derimot en almindelig og fælles Skat saavel for de ringeste som for de anseeligste Folk. Jo flere og vanskeligere Sprogets Regler ere, desmere mærkværdigt er det, at alle, endog i Barndommen, kunne lære saa stor en Kunst, hvilket da ogsaa er er herligt Vidnesbyrd om, hvor store de Evner ere, som ere fælles for Menneskene i alle Stænder og i alle Slægter.		2. De Regler, hvorefter et Sprog retter sig med Hensyn til Ordenes Former, kaldes med et almindeligt Navn '''Grammatik,''' som i vort Sprog kunde hedde Ordlære eller Maallære. Ved dette som ved flere lignende Navne betegnes der imidlertid to Ting, eller rettere sagt, een Ting i to forskjellige Skikkelser. Det første er en naturlig Kunst, som man lærer ved Efterligning usen at gjøre sig syndelig Tanke derom; det andet er en Lærdom eller Videnskab, hvorved den naurlige Kunst beskrives eller forklares. I den ene Henseende kunne vi alle Grammatik, da nemlig de eenfoldigste saavelsom de klogeste vel vide at følge de vedtagne Regler for Sproget i deres Fødeegn; ja det er endog Tilfældet at de eenfoldigste Folk tale sit Landsmaal rettest og renest for fremmede Former. I den anden Henseende er det derimod kun de mere oplyste Folk, som lære Grammatik, da der nemlig udkræves nogen Underviisning og Øvelse til at kjende Sprgets Regler i en vis sammenhængende Orden. For dem, som have Tid og Lyst dertiø, er denne Øvelse aldeles ikke unyttig; thi Sproget er i sig selv en saa mærkelig Ting, at det vel fortjener en nærmere Betragtning, saa meget mere som dette ikke er en særegen Gave for nogle Mennesker alene, men derimot en almindelig og fælles Skat saavel for de ringeste som for de anseeligste Folk. Jo flere og vanskeligere Sprogets Regler ere, desmere mærkværdigt er det, at alle, endog i Barndommen, kunne lære saa stor en Kunst, hvilket da ogsaa er er herligt Vidnesbyrd om, hvor store de Evner ere, som ere fælles for Menneskene i alle Stænder og i alle Slægter.

Eiliv på 31. mars 2022 kl. 13:22

2022-03-31T13:22:23Z

@@ Line 1: / Line 1: @@
 {{innlesi-bok}}
-''Søndmørsk Grammatik, eller kortfattet Underretning om Bygdemaalet paa Søndmør'' av [[Ivar Aasen]] (1851).
 ----

Eiliv på 24. mars 2022 kl. 17:27

2022-03-24T17:27:06Z

← Eldre versjon		Versjonen frå 24. mars 2022 kl. 17:27
Line 5:		Line 5:

	Under et midlertidigt Ophold i denne Egn, har jeg hørt mange yttre stor Lyst til at blive bekjendte med de Bøger, som ere skrevne om det norske Folkesprog, idet de tillige have beklaget at denne Nysgjerrighed ikke kunde tilfredsstilles anderledes end ved et flygtigt Gjennemsyn, da nemlig disse Bøger baade ere for kostbare til at blive udbredte i et fattigt Landdistrikt, og tillige indeholde for meget for dem, som have liden Tid og Leilighed til at sysle med saadanne Ting. Jeg har derfor fattet den Tanke at skrive en ganske liden Bog om Sproget i denne Egn, hvilket naturligviis nu maatte falde mig let, da nemlig det Stof, som hertil behøvedes, allerede var samlet og ordnet ved Forberedelsen til et foregaaende større Skrift. Bogen skulde saaledes indeholde en kort Oversigt ag Dialektens Regler med nogle korte Forklarienger over de almindelige Begreper i Grammatikken; og imidlertid skulde denne Oversigt være saavidt fuldstændig, at den ogsaa kunde være til nogen hjælp for Fremmede, som kunde ønske at benytte den i videnskabligt Øiemed. Begge disse hensyn ere vistnok vanskelige at forene, og det vilde være bedre at skrive enten blot for Kyndige eller blot for Ukyndige; i første Tilfælde skulde de almindelige Forklaringer udelades, og Dialektens Egenheder behandles i Korthed og det Almindelige med Udførligehed. Imidlertid syntes det dog raadeligst at tage Hensyn til begge Parter, saavidt det i en saa liden Bog lod sig gjøre. Jeg troer ogsaa, at der i Beskrivelsen af en Dialekt bør tages fortrinligt Hensyn til dem, som selv bruge Dialekten, da maaskee mangen en videlysten Yngling derved kan faae Lyst til at lære Grammatik, idet han tillige faaer er Begreb om Grammatikkens almindelige Indretning, hvilket siden vil være ham til Hjælp ved Brugen af Skriftsproget og bidrage til en klarere Opfatning af Sprogforholdene. - Med Hensyn til de grammatikalske Benævnelser har jeg tilladt mig at bruge nogle nye Ord, (saasom Overled, Overform, Sideform o.fl.), hvor nemlig de forhen forsøgte Navne forekom mig at være enten for dunkle eller for haarde og ildeklingende, hvilket sidste især burde undgaaes ved de Navne, som saa idelig skulle gjentages. Med Hensyn til Eremplerne maa jeg bede Læreren, at han ikke støder sig over, at jeg her er anført meget, som kunde synes at være altfor ubetydeligt og ikke værdt at skrive. Dette er nu engang en Nødvendighed i saadanne Bøger, især i de Tilfælde, hvor man kun har et eller nogle faa Ord at nævne; thi da maa disse Ord anføres, om endog den Ting, som de betregne, er nok saa ubetydelig. Det kommer her ikke an paa Ordets Betydning, men kun paa dets Form og Bøining.		Under et midlertidigt Ophold i denne Egn, har jeg hørt mange yttre stor Lyst til at blive bekjendte med de Bøger, som ere skrevne om det norske Folkesprog, idet de tillige have beklaget at denne Nysgjerrighed ikke kunde tilfredsstilles anderledes end ved et flygtigt Gjennemsyn, da nemlig disse Bøger baade ere for kostbare til at blive udbredte i et fattigt Landdistrikt, og tillige indeholde for meget for dem, som have liden Tid og Leilighed til at sysle med saadanne Ting. Jeg har derfor fattet den Tanke at skrive en ganske liden Bog om Sproget i denne Egn, hvilket naturligviis nu maatte falde mig let, da nemlig det Stof, som hertil behøvedes, allerede var samlet og ordnet ved Forberedelsen til et foregaaende større Skrift. Bogen skulde saaledes indeholde en kort Oversigt ag Dialektens Regler med nogle korte Forklarienger over de almindelige Begreper i Grammatikken; og imidlertid skulde denne Oversigt være saavidt fuldstændig, at den ogsaa kunde være til nogen hjælp for Fremmede, som kunde ønske at benytte den i videnskabligt Øiemed. Begge disse hensyn ere vistnok vanskelige at forene, og det vilde være bedre at skrive enten blot for Kyndige eller blot for Ukyndige; i første Tilfælde skulde de almindelige Forklaringer udelades, og Dialektens Egenheder behandles i Korthed og det Almindelige med Udførligehed. Imidlertid syntes det dog raadeligst at tage Hensyn til begge Parter, saavidt det i en saa liden Bog lod sig gjøre. Jeg troer ogsaa, at der i Beskrivelsen af en Dialekt bør tages fortrinligt Hensyn til dem, som selv bruge Dialekten, da maaskee mangen en videlysten Yngling derved kan faae Lyst til at lære Grammatik, idet han tillige faaer er Begreb om Grammatikkens almindelige Indretning, hvilket siden vil være ham til Hjælp ved Brugen af Skriftsproget og bidrage til en klarere Opfatning af Sprogforholdene. - Med Hensyn til de grammatikalske Benævnelser har jeg tilladt mig at bruge nogle nye Ord, (saasom Overled, Overform, Sideform o.fl.), hvor nemlig de forhen forsøgte Navne forekom mig at være enten for dunkle eller for haarde og ildeklingende, hvilket sidste især burde undgaaes ved de Navne, som saa idelig skulle gjentages. Med Hensyn til Eremplerne maa jeg bede Læreren, at han ikke støder sig over, at jeg her er anført meget, som kunde synes at være altfor ubetydeligt og ikke værdt at skrive. Dette er nu engang en Nødvendighed i saadanne Bøger, især i de Tilfælde, hvor man kun har et eller nogle faa Ord at nævne; thi da maa disse Ord anføres, om endog den Ting, som de betregne, er nok saa ubetydelig. Det kommer her ikke an paa Ordets Betydning, men kun paa dets Form og Bøining.
	Dette maa da være nok sagt om et Skrift, som Forfatteren hverken har havt nogen Umage for, eller sætter nogen synderlig Priis paa. Kunde en og ~~andren~~ videlysten Mand finde nogen fornøielse deri eller lære noged deraf, da er Hensigten med dets Udgivelse opnaaet.		Dette maa da være nok sagt om et Skrift, som Forfatteren hverken har havt nogen Umage for, eller sætter nogen synderlig Priis paa. Kunde en og anden videlysten Mand finde nogen fornøielse deri eller lære noged deraf, da er Hensigten med dets Udgivelse opnaaet.

	== Indledning. ==		== Indledning. ==

Eiliv på 18. mars 2022 kl. 14:01

2022-03-18T14:01:20Z

← Eldre versjon		Versjonen frå 18. mars 2022 kl. 14:01
Line 1:		Line 1:
	{{innlesi-bok}}		{{innlesi-bok}}
	''Søndmørsk Grammatik, eller kortfattet Underretning om Bygdemaalet paa Søndmør'' av Ivar Aasen (1851).		''Søndmørsk Grammatik, eller kortfattet Underretning om Bygdemaalet paa Søndmør'' av [[Ivar Aasen]] (1851).

	----		----
Line 1 056:		Line 1 056:

	Ordet „itte“ kræver oftest Sideform, f. Ex. itte Smala; itte Aldr’a. Kun naar det betegner Tiden efterat noget er forbi, kræver det Underformen, f. Ex. itte Preikaa (efter Prædiken). — Ordet „mæ“ (med) kræver Sideformen i de fieste Tilfælde, s. Ex. mæ Baat’a, mæ Hand’inne, ut mæ Sjø’naa o. s. v. Derimod styrer det Underformen, naar det betyder: ved, nærved; f. Ex. nid mæ Sjø’in (Sjø’nn); Upp mæ Gar’in. Ligesaa naar det betyder: om, eller paa en vis Tid, f. Ex. mæ Sumarin, mæ Helgj'a o. s. v. Ordet vid forbigaaes, da det kun sjelden bruges som Forholdsord.		Ordet „itte“ kræver oftest Sideform, f. Ex. itte Smala; itte Aldr’a. Kun naar det betegner Tiden efterat noget er forbi, kræver det Underformen, f. Ex. itte Preikaa (efter Prædiken). — Ordet „mæ“ (med) kræver Sideformen i de fieste Tilfælde, s. Ex. mæ Baat’a, mæ Hand’inne, ut mæ Sjø’naa o. s. v. Derimod styrer det Underformen, naar det betyder: ved, nærved; f. Ex. nid mæ Sjø’in (Sjø’nn); Upp mæ Gar’in. Ligesaa naar det betyder: om, eller paa en vis Tid, f. Ex. mæ Sumarin, mæ Helgj'a o. s. v. Ordet vid forbigaaes, da det kun sjelden bruges som Forholdsord.
	[[Kategori:~~Innlesne bøker~~]]		[[Kategori:Bøker av Ivar Aasen]]